Tekst 1

Det forsømte forår
Hans Scherfig

1. kapitel
For en del år siden døde en ældre mand på Østerbro efter at have spist et maltbolsje.
Han holdt meget af maltbolsjer. Han havde spist dem regelmæssigt gennem mange år, og det var gået godt hidtil. Han havde altid en lille oval blikæske med bolsjer i lommen. Og når han følte kildren i halsen eller trængte til stimulans, plejede han at spise et. Han tyggede det aldrig, men suttede det kun og lod saften langsomt sive ned i svælget. Og der var ikke sket ham noget ved det i en årrække.

Men så en dag gik det galt og blev hans død. En smuk lun aften i begyndelsen af juni, mens syrenerne og guldregnen blomstrede på Langelinie. Han var gået fra sin lejlighed i Classensgade ved halv otte-tiden for at foretage sin sædvanlige spadseretur på Langelinie. Hans kone skulle have aftenteen færdig til klokken halv ni. Men han fik ingen te den aften. Han så aldrig mere sin kone. Han gik ned ad trappen for sidste gang og vidste ikke, at han aldrig mere skulle tælle de marmorerede felter på væggen og mærke ejendommens særlige lugt.

Vejret var lunt, men det var endnu ikke så varmt, at han havde fundet det forsvarligt at gå uden overfrakke. Men han havde ikke taget sit uldne halstørklæde med. Ved Lystbådehavnen satte han sig på sin sædvanlige bænk og kiggede på vandet og folk, som promenerede frem og tilbage. Han kendte de fleste østerbroere af udseende og vidste, hvem de var.

Der var sejlbåde på vandet og flag og vimpler og kaproere og havnens motorfærge. Og der gik unge piger forbi med lette sommerkjoler og pæne ben. Han så efter dem gennem guldbrillerne og tænkte, at de måtte forkøle sig med så lidt tøj på. Men folk bliver aldrig klogere! Og han så på roerne, som masede i deres lange smalle både under råben fra styrmanden. Halvnøgne hårede mennesker. Vanvid at ligge og rode på søen på denne årstid uden tøj på! De mennesker henter sig en lungebetændelse. De leger med deres liv. Han vidste ikke, at hans eget liv skulle være forbi om nogle timer.

Og han så bekymret på de små motorfærger, der tøffede af sted på det blå vand. Og han beregnede, at de måtte være overbelastede på en uforsvarlig måde. Der er såmænd nok heller ikke tilstrækkeligt med redningsbælter til alle passagererne, og det var i virkeligheden skandaløst. Men når ulykken først er sket, så skal der nok blive truffet en mængde sikkerhedsforanstaltninger. Nu er man ligeglad. Sådan er det altid i dette land.

Han syntes, at aftenluften var lidt skarp her ved vandet. Han savnede alligevel sit uldne halstørklæde. Og han rømmede sig og tog den lille ovale blikæske med maltbolsjerne op af lommen. Udvalgte et pænt regelmæssigt firkantet bolsje og puttede det i munden.

Han syntes med det samme, at det smagte noget bittert Men det kan godt ske med maltbolsjer, at de har en bitter smag i begyndelsen, uden at det betyder noget.

Det kan fortage sig. Og han sugede kraftigt på det og arrangerede det med tungen inde i munden og bed igennem det, skønt han ellers fandt det forkasteligt at tygge bolsjer. Det blev også skæbnesvangert. Den bitre smag blev meget værre. Og bolsjet smagte som metal, som om det var æsken, han havde i munden. Så bestemte han at ofre bolsjet og spyttede det ud og tog et nyt, som havde den sædvanlige smag.

Så begyndte han at ryste lidt og rejste sig for at gå. Og så følte han sig utilpas. Kuldegysninger. Kvalmefornemmelser. Og det ny maltbolsje smagte heller ikke sådan, som det skulle, og blev spyttet ud. Han havde kold sved på panden og følte smerter i maven. Brillerne duggede, og hele Langelinie blev utydelig. Havnen og jorden og tjørnehækken og syrenerne og flagene og cyklerne og roerne drejede rundt. Han måtte holde sig fast ved et træ. Og folk så på den pæne herre med guldbriller og fipskæg og undrede sig over, at han kunne være fuld. Han samlede opløb. Og en betjent med hvide handsker kom til. Hvad er der i vejen? Se så hellere og kom hjem! Men så opdagede betjenten, at manden var syg. - Jeg bor i Classensgade - nummer 44 - jeg må hjem -. Men han kom ikke hjem. For nu kom der fråde om munden og krampe. Og betjenten sendte en af de nysgerrige af sted for at ringe efter ambulancen, mens han selv holdt på den dødssyge mand.

Det var maltbolsjet - jeg tror, at det var maltbolsjet. Det smagte bittert, - sagde den syge i ambulancen. Og betjenten mærkede sig det og huskede at få det med i rapporten.

Lidt efter, at de var kommet til Kommunehospitalet, døde den ældre herre med guldbrillerne. Hans sidste forståelige ord havde været noget angående maltbolsjer og sætningen: Agnosco fortunam Cartaginis, som den latinkyndige læge kunne oversætte som: Nu skuer jeg grant Karthagos skæbne.


17. kapitel
Skolen er en verden for sig. En lille isoleret afskåret verden uden forbindelse med den store omgivende verden. Et selvstændigt samfund midt i byen. En uafhængig statsdannelse med særlige love og traditioner. En lille eksterritorial pavestat i centrum af København.

Ude i verden sker der store ting. Krig og revolution. Men i skolens lille samfund går livet sin gang, uforstyrret af verdensbegivenhederne.

Når lektor Blomme går på gaden ude i den store verden, er han bare en lille mand med fip og briller. Han må overholde færdselsreglerne ligesom andre mennesker. Han må betale sin billet i sporvognen. Han er ingenlunde mere end de andre passagerer. Han er en lille uanselig mand, som må finde sig i at blive puffet og skubbet, når der er trængsel, og pænt vente, til det bliver hans tur.

Men når han træder gennem skolens port, forandrer verden sig. Så retter han sin lille skikkelse og vokser på en forunderlig måde. Hans blik bliver skarpt og lynende gennem brillerne. Hans holdning bliver knejsende og bydende. Ydmyge slaver hilser ham underdanigt. Og han føler sin gamle brune overfrakke som en toga med klassiske foldekast. Hans fyldepen bliver en stylos, som nedskriver uomstødelige domme. Hans galocher bliver til sandaler, som en slave hjælper ham af med.

Den lille grå mand, som bliver puffet ude i verden, bliver til en romersk imperator, når han overskrider skolens tærskel. Og når han tager plads på klassens kateder, er han Cæsar selv.

Lad dem kun hade, når blot de frygter! - udråber han i fuldt alvor. Og imperatorblikket skuer ud over en skælvende hob, der frygter sin dommers åsyn. En lille oval blikæske med maltbolsjer bliver anbragt på katederet ved siden af notesbog og fyldepen og verdenshistorie, og engang imellem spiser Cæsar et bolsje for at klare stemmen og styrke nerverne.

Nå, Tykkesen! - råber han til klassens tykke dreng. - Har du kraft nok til at fortælle os om den anden puniske krig? Rejs dig kun op, Tykkesen, du smækfede yngling!

Den tykke dreng rejser sig. Han hedder Thygesen, og det er en nem og nærliggende vittighed at kalde ham Tykkesen. Den er brugt før, men klassen ler alligevel, som om vittigheden var ny og overraskende. Det er farligt ikke at le, når Cæsar lader sit vid spille. Thygesen venter, til latteren har lagt sig. Han har også selv måttet le lidt med for en sikkerheds skyld.

Luk kun dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud!

Dølg ikke din viden for os andre, vær ikke nærig og påholdende med din lærdom, men lad os også få lov til at sole os lidt ved din forstands lys!

Igen bliver der let. Og Cæsar ser ud over klassen, om alle er med i bifaldet. Og den tykke dreng er blevet bragt i en passende forvirring og kan kun stammende begynde at fortælle om, hvordan den anden puniske krig begyndte i året 218 før vor tidsregning. Og mens han fortæller, hviler lektor Blommes blik på ham.

Da han kommer til Hannibals krigselefanter, er muligheden for nye morsomme indfald kommet. Det er nærliggende at sammenligne den tykke dreng med en elefant, og Cæsar vogter på, om nogen forsømmer at le.

Trægt og besværligt fortæller Thygesen videre. - Og så - og så –

- Det er skrækkeligt! Vi har hørt nok på dig. Sæt dig kun ned, du dorske fedtklump og lad hvilen falde på dig. Måske Jørgensen ville gå videre? Jørgensen med den smukke opadstræbende næse. Drej engang hovedet, kønne Jørgensen, så jeg kan se din profil! - Å tak, drej så for himlens skyld tilbage igen. Ak, Jørgensen. Når jeg ser dig en face, så ønsker jeg at se dig en profil. Men når jeg så ser din profil, så vil jeg alligevel hellere se dig en face. Men hold dig ikke tilbage, yngling! Tal kun frit fra leveren! Sig ud, hvad du ved om Hannibal! –

Og Jørgensen fortæller.

- Men stop et øjeblik, Jørgensen! Jeg ser på din næse, og jeg bliver min salighed bange for, at der engang skal komme en mand og hænge sin frakke på den i den tro, at det er en knage! - Nå, gå videre i dit foredrag! -

Den anden puniske krig slæber sig af sted. Det ser galt ud for romerne, men det retter sig. Og så kan Edvard gå videre.

Det er Edvard Ellerstrøm, som bliver kaldt ved fornavn af Blomme, og det er tegn på særlig gunst og bevågenhed. Men Edvard er også sådan en appetitlig lille dreng med pæn matroskrave og halvstrømper og lyst hår og blå øjne. Og han ler så pænt med øjnene, når Blomme siger noget morsomt.

Det var godt, Edvard. Du kan dine ting. Du er min faste mand i denne flok. –

Mægtig og storladen sidder Cæsar ved sit kateder med bolsjer og notesbog foran sig og dirigerer de puniske krige. Han holder trådene i sin hånd. Han sender legionerne frem og retter knusende slag mod Karthago.

Uden for vinduet sidder duer og klatter ned ad skolens grå mur. På nabohusets ydermur stiger en vare-elevator i højden med en masse divaner og stole og en mand i blå overall. Det er et spændende foretagende.
Gennem døren ind til naboklassen hører man en lærer råbe i ustyrlig vrede. Det er fransk, det drejer sig om derinde.

Vare-elevatoren har fået læsset sine divaner af oppe ved femte sal, og nu synker den igen i dybet. Og duerne på gesimsen foran vinduet er usædelige.

Der sker ting ude i verden. En flyvemaskine brummer i luften. Og en pige er ved at pudse vinduer.

Men inde i klassen er den åndelige verden, som elevatormanden og pigen og duerne ikke kender. Verdenshistorien drager forbi. Og det klassiske vid spiller. Og disciplene ser længselsfuldt mod vinduet ud til verden, hvor en elevator stiger op og ned, og duerne kurrer.

Tekst 1

Den evige skuffelse
Anders Heide Mortensen

Renten? Den vil falde. Helt sikkert. Eller stige.
I 2013 satte en cand.polit. sig for at undersøge, hvor ofte prognosen for det kommende års vækst i dansk økonomi ramte plet. Det lyder måske kedeligt, men De kommer ikke til at kede Dem, ama’r halshug. Cand.polit.en gjorde to opdagelser, der er interessante for alle.

Den første opdagelse var, at prognoserne i gennemsnit skød et procentpoint forkert. Et procentpoint lyder måske af lidt, men det er meget. Hvis økonomiministeren for eksempel forudsagde en vækst på 1,5 procent, så kunne den faktiske vækst både ende på 0,5 procent - det svarer til, at en krise er på vej - og på 2,5 procent - det er en »gode tider og råd til ny bil«-økonomi.

Tankevækkende, ikke? Man ser det for sig: Alle sidder og gør sig klar til at høre tallet.
Nogle bider negle for at holde nerverne i ro, andre drikker Dom Perignon af flasken, luften sitrer, og så kommer det, tallet, og der gispes som efter et højt bud hos Bruun Rasmussen. Året efter viser det sig så, at tallet var forkert. Det blev på ingen måde til vækst i ny bil-klassen. Eller den anden vej: Fredagsbøffen kunne indimellem opgraderes til Kobe-kød.

Den anden opdagelse var, at kun hver 35. prognose for den økonomiske vækst ramte plet. 34 ramte mere eller mindre forbi. Det giver en træfprocent på 2,8 procent.

Vi lader tallet stå et øjeblik. Dels er der så tid til at hente en kop kaffe, dels giver træfprocenten stof til eftertanke. Mennesker, der kommer med prognoser for den økonomiske vækst eller muligheden for et rentefald, kommer jævnt hen i avisen med billede. Engang var jeg inde omkring en stor finansiel virksomhed, hvor flere af den type mennesker var på lønningslisten. Pivskarpe, spidskompetente.

Når en konkurrent var kommet med en prognose, kunne kommentaren fra en af disse mennesker for eksempel være: »Vi synes, at de ligger til den høje side,« eller: »Her tør vi godt gå en tak længere ned«. Flere år efter indså jeg klogskaben i ordene. De indeholdt både en afdæmpet markering af en divergens og agtelse for prognosemageri som håndværk.

Man havde med komplicerede materier at gøre. Man så ind i fremtiden, og det er ikke let, så andægtighed omgav projektet. »Får jag be om största möjliga tystnad?« Naturligvis.
At være helt stille var dog det mindste, man kunne bidrage med, når små marginaler, en bemærkning fra en centralbankdirektør og et olieskift på en regnemaskine kunne forskubbe prognosen.

I 2024 ER renten faldet. Det sikre for resten af 2024 er, at forlydender, prognoser og varsler for renten også resten af året vil blive dækket intenst. Ligesom i 2023, hvor en stor bank forudsagde uændrede renter i 2024, altså ikke noget rentefald.

Renten er nyhedsmæssigt i en klasse for sig. På to måder. At der ikke sker noget, er sjældent en nyhed. Hvornår var der sidst en artikel om, at der absolut intet skete i dansk medicinalindustri hen over første halvår af 2024? Hvornår meddelte en nytiltrådt direktør, at hun/han ikke havde nogen planer om en strategiændring eller udskiftning i ledelseslaget, men havde givet alle besked på at fortsætte, som de plejer, mens hun m/k selv tog på elgjagt i Sverige? Men med renten går den. At der ikke sker noget med den, er også en nyhed.

Den anden måde, renten er i særklasse på, er, at den har sin egen gule bjælke. Til de fineste nyheder på rentefronten har medierne reserveret en gul bjælke, så en rentenedsættelse på et kvart procentpoint kommer til at se ud som en Nettoreklame. Her bliver tingene interessante.

Da Den Europæiske Centralbank i juni nedsatte den ledende rente med 0,25 procentpoint, og Nationalbanken straks fulgte efter, blev bjælken selvfølgelig fundet frem, og en journalist ringede hurtigt til en bankøkonom for at spørge, hvor gode nyheder det her egentlig var for boligejerne.

Det var gode nyheder på den måde, svarede bankøkonomen, at man for hver million, man skyldte i sit hus, nu ville spare 90 kroner om måneden. Hvis man for eksempel skyldte 50 millioner kroner i et parcelhus i Ikast, var der for eksempel til en ret god vaskemaskine måneden efter. Det sidste sagde bankøkonomen så ikke, det er for egen regning.

Men De forstår, hvor jeg vil hen, ikke?

DA CORONAEN RAMTE Europa, skød renten i vejret som en raket, for nu stod mismod for døren. Renten opførte sig på den måde eksemplarisk, for det står i lærebøger, at sådan skal renten gøre i krisetider. Men kort efter gad renten så ikke alligevel. Den fortrød eller gjorde oprør, i hvert fald faldt den hurtigt kraftigt, så lærebøgerne stod tilbage og så dumme ud.
Renten tabte ligesom interessen for coronaen med den konsekvens, at danskerne myldrede ud og købte sommerhuse til næsten ingen penge i månedlig ydelse.

Sådan har renten skuffet flere gange. Eller også er det lærebøgerne og prognoserne. Når der er gået en slags eksakt videnskab i forudsigelserne, har virkeligheden hævnet sig med et sært tilbageslag, en pludselig priseksplosion på råolie, et pludseligt prisfald på råolie, en pandemi eller en krig. Tilbage har stået en økonomiminister med et fejlskud og en bankøkonom med en afpillet renteprognose.

Burde der egentlig ikke klages?

Digtsamlingen I min hule hånd er en autofiktiv digtsamling af den århusianske digter Mads Mygind, der blandt andet handler om Myginds arbejde som skriveunderviser på en højskole.

Tekst 1

Engelske slangudtryk strømmer ind i unges sprog
Ida Kragh Pedersen

Unges slang bliver ifølge en sprogforsker stadig sværere at forstå. Og det er netop meningen, siger to 16-årige veninder.

På en liste står ordene ”rizz”, ”aura points”, ”delulu”, ”brat”, ”slay” og ”cringe”.

For nogle lyder det måske som volapyk, men veninderne Cecilia Weihe Egholm og Nicoline Madsen på 16 år kender dem alle, siger de efter et hurtigt kig på listen, som Kristeligt Dagblads udsendte viser dem.

Og hvor kender veninderne disse slangudtryk fra?
”TikTok”, lyder det i kor.

Flere af ordene bruger de selv, for eksempel ”aura points”. Cecilia Weihe Egholm forklarer:
”Hvis man gør et eller andet pinligt, så kan man sige: ”Du har lige mistet nogle aura points”. Altså, hvis man nu faldt på gaden”.
Men hvis ordene for læseren lyder som volapyk, er det altså ikke så mærkeligt.
For ”det går vildt for sig” med unges slang i øjeblikket, fortæller Marianne Rathje, seniorforsker ved Dansk Sprognævn.

”Når der først er opstået et populært ord, så går det bare hurtigt. Nu kan noget fra den ene dag til den anden blive et slangudtryk over hele verden. Sådan har det aldrig været før,” siger hun.

Og ja, den hurtige og store spredning skyldes primært sociale medier som TikTok, hvor et ord kan nå ud til millioner af mennesker, så snart det er sagt.

”Det er jo helt anderledes end dengang, jeg var ung, hvor slangudtryk var noget, man fysisk skulle høre fra nogen.
Det foregik i meget mindre grupper, så det var sværere at have et slangudtryk for hele Danmark. Nu bruger hele verden de samme udtryk. Det er ret vildt,” siger Marianne Rathje.

Alle de oplistede ord kommer fra amerikansk, siger Henrik Gottlieb. Han er sprog- og oversættelsesforsker ved Københavns Universitet og har i løbet af de seneste 25 år undersøgt, hvordan engelske ord kommer ind i det danske sprog. Det danske sprog har til enhver tid ”suget ord og begreber” til sig fra tidens dominerende sprogsamfund, mest fordi de var nyttige, men også tit fordi man ikke gav sig tid til at finde gode danske udtryk. Oprindeligt brugte de lærde en masse latinske udtryk, senere kom tyske og franske ord ind i sproget, fortæller Henrik Gottlieb.

”Og de seneste cirka 100 år har vi jo glimrende klaret selv at importere masser af engelske - mere eller mindre geniale, mere eller mindre overflødige - udtryk,” siger han og fortsætter:
”Men det slående er, at det nu for første gang næsten udelukkende er engelske slangudtryk, der dominerer”.
Marianne Rathje mener, at vi på dansk bliver mindre kreative, når vi lader slangudtryk komme ind fra højre.

”Vi får jo kreativiteten serveret, så at sige. Hvor vi før i tiden var mere kreative med at opfinde slangudtryk på dansk, så får vi nu de andres tyggede benrester,” siger hun og fortsætter:
”Og fordi kreativiteten er længere væk, når ordene kommer til Danmark, giver ordene måske heller ikke umiddelbart mening. For eksempel er det svært for os at regne ud, hvad ”rizz” betyder, fordi det er en forkortelse af det engelske "charisma". Så var det nemmere at forstå ”charme, selvtillid og lækkert hår”, som det hed for 30 år siden i et dansk tv-program med karakteren Score-Kaj”.
Det er dog ikke sådan, at kreativiteten er helt forsvundet i dansk, fastslår Marianne Rathje - for på reklamebureauer og i familie- og vennegrupper opfindes der hele tiden nye danske udtryk - men mange af de ord, der bliver fælleseje, er importeret direkte fra engelsk.

”Og det er da lidt ærgerligt, at man ikke selv finder på noget,” siger hun.

Tendensen kan være med til at ”svække den muskel”, hvormed vi skaber vores egne ord, mener også Henrik Gottlieb.

Er han bekymret for tendensen med de engelske ord? Ja, når engelske ord erstatter danske ord, som faktisk var mere præcise.

”Men jeg er ikke bekymret for, at unge siger ting som ”delulu”, for de skal have lov at have nogle ord, som de ældre synes er mærkelige. Fred være med det.
Lige siden Ciceros dage for 2000 år siden har unge skabt en jargon og nogle kerneudtryk, som de har det helt fint med, at andre ikke forstår. Det er en psykologisk mekanisme: Når man løsriver sig fra sine forældre, finder man tryghed og spænding i et fællesskab, som de "kedelige" voksne ikke har adgang til”, siger han.

Cecilia Weihe Egholm og Nicoline Madsen bruger heller ikke rigtigt ordene foran deres forældre. De tilhører den yngre generation.

”Men hvis min far hørte det, ville han nok synes, det var lidt mærkeligt. Han er også lidt gammel, siger Cecilia Weihe Egholm.

Henrik Gottlieb påpeger, at mange af slangordene slides hurtigt i inderkredsen af de unge sprogbrugere.

Et udtryk som ”rizz” eller ”aura point” kan lide tre skæbner, siger sprog- og oversættelsesforskeren:

”Enten bliver det ved med at ligge i en subkultur, hvor det hele tiden siver ned til yngre folk. Ellers indgår det i almindelig kultur og bliver ligesom ”fortyndet”.
Eller også dør det ud og bliver helt til grin”.

De to veninder på 16 år er enige i, at ordene har en kort levetid.

”De er der ikke mere end et år,” siger Nicoline Madsen.

Og de er da også hurtige til at nævne et tidligere populært ord, som i dag ville få dem til at krumme tæer - at ”cringe,” om man vil: ”Lol” - det bruger man ikke længere!.

Fakta: Fem slangudtryk
Rizz: Forkortelse af charisma (karisma) om en person, der er god til at charmere andre.
Aura points: Et slags pointsystem til at måle, hvor sej man er.
Delulu: Forkortelse af delusional (vildfaren). Bruges om personer med mærkelig eller ekstrem adfærd.
Slay: Betyder egentlig ”slå ihjel”, men bruges også om at gøre noget exceptionelt godt.
Cringe: At krumme tæer, bruges især om andres opførsel.

Tekst 2

I min hule hånd
Mads Mygind

Det der er et red flag, siger Luna til Martha.
Vi har pause, jeg sidder i den røde stol
og læser nyheder på bold.dk på telefonen.
Hvad taler I om, spørger jeg.
Tobias, en af frilufterne, siger Martha.
Hvad er der med ham, spørger jeg.
Han drikker ikke til festerne, siger hun.
Det er lidt et red flag.
Hvad er et red flag, spørger jeg.
Det skal man være opmærksom på, siger hun.
Men hvad er det, spørger jeg.
Det er når noget er, sådan der: Wow, girls, beware.
Er det meget alarmerende, at Tobias ikke drikker sig fuld?
Hvad så hvis han drak meget, spørger jeg.
Det er også et red flag, siger hun.
Det lyder som om Tobias skal balancere på en knivsæg.
Nej nej, han skal gøre som han vil.
Og så hejser I det røde flag, når han træder ved siden af.
Nemlig, siger hun og smiler til Martha.
Så alt kan være et red flag?
Ja, altså, det er jo fedt at drengene gerne vil feste
men det kan også blive for meget
man gider ikke have sådan en, der er all over.
Så siger man lige: Bas ned.
Hvis han bare flyver rundt hele aftenen
så er det klart et red flag.
Okay, men hvad så hvis han er helt stille og rolig, er det bedre?
Depends, siger hun
det kan også blive for wavy.
Måske har Tobias gjort noget dumt engang mens han var fuld, siger hun.
Men er det ikke et green flag så, at han har lært af sine fejl?
Jo, hvis han har det, men det er jo ikke sikkert, siger hun.
Man vil jo også gerne kunne drikke en øl med nogen
uden at frygte hvad der så sker.
Nu siger du at Tobias ikke drikker, siger jeg
men du siger ikke hvorfor Tobias ikke drikker?
What, jeg ved sgu da ikke hvorfor Tobias ikke drikker.
Jo jo, det var bare for sjov, siger jeg
du ved, Jeppe på Bjerget?
Seriøst, hvad snakker du om
han er ikke på Himmelbjerget
Jeppe er til Tons og tempo nede på plænen.
Nå, det er også lige meget, siger jeg
jeg synes bare det er lidt psyko at I har red flags, siger jeg
og at man kan få klistret sådan et på sig fordi man ikke drikker til en fest.
Det må du også gerne synes, siger Martha
men det er også et red flag, at du er så optaget af det.
Og så er det i øvrigt ret cringe, at kalde noget psyko
det er sådan noget min far ville sige.
Hvor gammel er han, spørger jeg.
Han er ikke ligefrem født i det her årtusinde, lad os sige det sådan.
Nå nej, men det er jeg da heller ikke, siger jeg.
Nå okay, siger hun.
Spurgt, siger jeg.
Sådan kan man ikke bruge det, siger hun.
ingen siger spurgt mere.
Spurgt, siger jeg.
Det hjælper ikke at gentage det.
Slef, siger jeg.
Nej, siger hun, ikke slef.
Rip, Martha, jeg er on fire
jeg skal have kaffe nu - er du intra?
Hvad er det du siger, spørger hun.
Skal du med ned og have en kop k, spørger jeg.
Jeg drikker ikke kaffe, siger hun.
ROFLMAO, siger jeg.